Digital Kunst og Vilje til Kultur

PixlArt er en hyldest til fotokunsten og en nyskabende, innovativ ramme omkring fotokunsten, som ganske enkelt ikke findes andre steder i verden. PixlArt er ikke et traditionelt galleri: det er en elektronisk udstillingsplatform i et fysisk udstillingsrum beliggende i hjertet af Vendsyssel.

Alle vægge er levende, idet de er beklædt med elektroniske storskærme i størrelsesforholdet 4 x 12 m. Det giver nogle helt unikke udstillingsmuligheder og muligheder for interaktion med de besøgende.

”Global goes local,” kunne man blive fristet til at sige, og med nogle af verdens mest kendte fotografer på programmet flytter verden ind i Vendsyssel. PixlArt vil både være en lokal og international landvinding for Nordjylland og give hele området et kulturløft.

Ingen andre udstillingssteder i verden gør brug af denne udstillingsform; PixlArt bliver ganske enkelt en verdensnyhed og et kulturelt fyrtårn, som vil rage op i det nordjyske landskab.

Det uformelle læringsrum.

Med indføringen af den nye folkeskolereform har det uformelle læringsrum fået en fremtrædende plads i undervisningen. Det omkringliggende samfund skal inddrages mere i skolen, og det åbner op for et spændende samarbejde mellem skolerne i Vendsyssel og PixlArt.

At tage billeder med en mobiltelefon er en fast bestanddel af mange børns hverdag og ikke mindst skoledag. Der knipses løs derude, men et tema, der igen og igen dukker op i medierne, er spørgsmålet om grænser og misbrug af børns billeder – af sig selv eller af hinanden – altså den etiske dimension af et element i den børnekultur, vi oplever i dag. Det vil være et oplagt emne at tage op i samfundsfag eller i dansk, og i samarbejde med fagfolkene i PixlArt kan man sammensætte et spændende og relevant undervisningsforløb for børnene.

I tilknytning til dette kan man i undervisningsforløbet give eleverne en bedre forståelse for, hvordan fotografiet kan anvendes som dokumentationsform i skolen og gennem faget billedkunst lære dem, hvordan man arbejder professionelt med fotografering. På den måde stimulerer man samtidig elevernes kreativitet og faglighed og bidrager til talentudvikling.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.